Turister, der kommer til Barcelona, er som regel overraskede over, at der tales to sprog i denne region på én gang, som begge har statsstatus. Det er et traditionelt spansk og catalansk sprog (catala). Der er dog ikke noget mærkeligt i dette, fordi Barcelona er hovedstaden i den autonome region Catalonien, derfor er to lignende dialekter kendt for indbyggerne i det spanske kongerige fra tidlig barndom. Og selvom spansk ifølge loven betragtes som det officielle sprog i Spanien, er catalanerne meget jaloux på deres dialekt, idet de betragter det som en ældre og ufortjent henvist stat til baggrunden.
Lidt historie
Ingen tør kalde den catalanske dialekt - i lang tid var det ham, der var rigets officielle sprog, og først i 16-17 århundreder, da Madrid blev hovedstaden, blev den castilianske version af spansk valgt som hof dialekt. Gradvist mister Barcelona, Valencia og andre store byer deres tidligere indflydelse, og det catalanske sprog bliver en variant, der kun bruges af almindelige mennesker.
Der var mange vanskelige øjeblikke i historien om forholdet mellem Catalonien og Spanien, da regioner med forskellige måder og traditioner i løbet af flere århundreder blev forenet til én stat, som ikke altid blev opfattet tilstrækkeligt i hovedstaden. For eksempel forbød diktatoren Franco i første halvdel af det 20. århundrede helt "regionale dialekter", hvilket i høj grad stødte catalanerne.
Tilsyneladende af denne grund, i dag i Catalonien, foregår al dokumentation og forretningskorrespondance på catalansk - dette er navnet på den lokale dialekt på spansk. Alle skilte, plader, skilte og navne er dekoreret på den - catalanerne er jaloux på dette.
Hvad er catalansk
Ved sin lyd ligner sproget i Catalonien en blanding af spanske, franske, italienske ord med en karakteristisk napolitansk "brum". Faktum er, at dens grundlag er latin, og selve dialekten tilhører den vestlige gruppe af romanske sprog. Catala er samtidig ikke en dialekt, men et selvstændigt sprog, som er en nærmere "slægtning" til fransk og italiensk end spansk eller portugisisk. Det menes, at det minder meget om provencalsk, som var almindeligt tidligere i Frankrig, men kun med et spansk præg.
Det skal bemærkes, at spansk og catalansk aldrig krydsede hinanden i løbet af deres udvikling, og ifølge lingvister blev de udsat for forskellige påvirkninger, der absorberede forskellige folks ord og traditioner.
Catalonien tilhørte som bekendt i lang tid Frankrig, så dets sprog blev mere som fransk, men maurerne dominerede i Madrid i næsten 7 århundreder, så den castilianske dialekt blev påvirket helt anderledes.
I dag opføres skuespil på catalansk, der skrives bøger, udgives aviser og magasiner. Samtidig er mange interesserede i, hvordan det er korrekt: det catalanske sprog eller det catalanske sprog? Russiske ordbøger giver ens stavemåde, men spanske og catalanere foretrækker førstnævnte.
Hvordan tales catalansk i Spanien
På trods af det faktum, at de i Catalonien på officielt niveau forsøger at bruge spansk så lidt som muligt, foretrækkes på det daglige niveau som regel den kommunikationsmetode, der er praktisk for begge samtalepartnere. Situationen er værre med det officielle sprog i Madrid i fjerntliggende landsbyer, samt i Andorra, et lille selvstændigt fyrstedømme, der ligger mellem Frankrig og Spanien, hvor næsten ingen taler spansk. Selvfølgelig har de mennesker, der bor her stadig en form for ordforråd lært i skolen, men i samtale bliver de hurtigt forvirrede og skifter til catalansk.
Catalansk bruges også i Valencia, De Baleariske Øer og endda i Frankrig - på øen Sardinien.
Og selvom deres dialekter er noget forskellige, forstår de lokale beboere hinanden ganske tåleligt, når de mødes med repræsentanter for andre catalansktalende regioner.
Hvad er forskellen mellem catalansk og spansk
Selvom den catalanske udtale er lidt ligesom spansk, skyldes dette mere den lange periode med sameksistens inden for en stat, snarere end en fælles oprindelse. Naturligvis har catalanerne gennem årene adopteret nogle af funktionerne i den castilianske dialekt, men forskellene er stadig meget mærkbare. De kommer til udtryk i ordforråd, grammatik og fonetik.
Desuden, hvis du forsøger at finde ud af, hvad der er forskellen mellem spansk og catalansk, viser det sig, at der er en del forskelle.
- Det catalanske ordforråds nærhed til det franske sprog. Mange ord udtales af catalanerne på samme måde som franskmændene. For eksempel er "venligst" por favor på spansk, s’il vous plaite på fransk og si us plau på catalansk; "Sælg" på spansk vil være vender, og på fransk og catalansk - vendre.
- En overflod af søskende. Konsonanterne Ж, Ш, З mangler overhovedet på spansk, men franskmændene og catalanerne bruger dem aktivt i mange ord.
Listen over forskelle kan fortsættes, men disse nuancer er mere interessante for lingvister. Og spørgsmålet om, hvordan det catalanske sprog adskiller sig fra spansk, kan besvares meget mere enkelt: Hele pointen er, at catalanere og spaniere føler, at de er forskellige folkeslag med deres egne kommunikationsmidler.
Er der dialekter af catalansk
Som ethvert sprog har catalansk sine egne dialekter. De bruges hovedsageligt af indbyggerne ved Middelhavskysten i Spanien og Frankrig.
I Valencia, for eksempel, er det valencianske sprog udbredt, hvilket de fleste eksperter genkender som et adverbium, beslægtet med catalansk.
På De Baleariske Øer, øen Sardinien, i Sydfrankrig, bruges den østcatalanske dialekt, i andre regioner i Spanien er den vestlige mere udbredt.
Sprogforskere kalder adskillelseskriteriet for udtalen af ubetonede vokaler O, A, E. Talerne af den vestcatalanske dialekt udtaler dem tydeligt - som de skriver. I østlige dialekter lyder disse lyde uklare og repræsenterer ofte en krydsning mellem E og I, O og A.
Endelig
Catalanerne har båret kærlighed og respekt for deres sprog gennem århundreder, uden at miste det og bevare det for eftertiden. Det originale og gamle catalanske sprog tales stadig i Barcelona, Valencia og andre byer - det tales af omkring 11 millioner mennesker i forskellige lande i Middelhavsområdet. Og uanset hvad de dårligt stillede siger, er der slet ikke tale om en dialekt, men et selvstændigt sprog, som selv middelalderlige trubadurer har skrevet deres digte på.
